For snart 14 dage siden satte Professoren kursen mod Grønland. På onsdag kommer han hjem, og nu føles det som var det i går, han tog afsted. Men inden han rejste føltes 3 uger som en evighed, hvor jeg skulle få pendlerliv, hente/bringe-til-vuggestue-logistik, hundeluftning, kursus, træning og alt det andet praktiske til at gå op i en højere enhed. Trods mine bedste intentioner om ikke at tage sorgerne på forskud, for hvad hjælper det, så følte jeg mig alligevel lidt presset. Et var at være “alene” med min søn da jeg var på barsel, der havde vi jo oceaner af tid sammen, men denne gang skulle jeg både være overskuds-hyggemor og arbejdsmor.

Men på magisk vis, så har tingene det jo med at ordne sig. Det er muligt at bunkerne af tøjvask og legetøj har fået lov at vokse, og at to-do listen til haven er forblevet urørt, men hva’ så. I stedet for at være praktisk (og lidt kedelig) så har jeg kravlet rundt på gulvet og leget med min søn indtil han skulle puttes i stedet for – og så gået kold på sofaen kl.20:30 efter at have ryddet op. Men ved du hvad, det har også været helt OK. Det ordnede sig jo, og i virkeligheden fik jeg måske også lige styr på mine prioriteter.

Men nu er Professoren snart hjemme. Og ja, nogle dage blev lange og min samvittighed sort når min søn blev afleveret som den første og hentet som den sidste. Men vi har hygget os. Og heldigvis også fået hjælp – først af min mor og pt. af farmor og farfar, som sidder inde i stuen og ser fjernsyn. Tak bedsteforældre!!!

Faktisk har ‘det ordner sig’ været lidt af et mantra hjemme hos os. Dengang Professoren og jeg blev kærester var han jobsøgende og jeg var ansat i et løntilskudsjob hos en nødhjælpsorganisation (som jeg i øvrigt elskede!), så fremtiden var usikker for os begge – i hvert fald arbejdsmæssigt. Så fik han job. I Århus. Og min ansættelse stoppede. Men så fik jeg mulighed for et vikariat i Vejle. Det var da tættere på Århus end København. Men det var kun et vikariat. Så jeg søgte ind på en kommunikationsuddannelse i Århus – og kom ind. Men det passede ikke min chef så godt, så han fastansatte mig, OG gik med til at medfinansiere en uddannelse jeg kunne tage sideløbende med mit job. Men nu havde jeg sagt min lejlighed i Vejle op, og Professoren boede kun til leje i et 30 m2 “stort” aneks, så hvor skulle vi så bo? Ja, vi boede i det lillebitte aneks i 7 mdr. 7 MÅNEDER! Men det ordende sig. Faktisk var det rigtig hyggeligt, og vores udlejer blev vi fine venner med. Så fandt vi vores lille hus, og sagde ok, nu prøver vi det med at få børn. Lad os se hvordan det går – vi er jo begge to “gamle”, så det tager nok laaaang tid, så vi kan sagtens nå at sætte huset i stand og flytte ordentligt ind. Så flyttede vi ind i vores lille hus. Og fem dage senere, på farsdag, var der to striber på graviditetstesten. Og nu, næsten to år senere, er vi stadig ikke kommet helt på plads, men vores søn er det bedste vi ved.

Altså. Det ordner sig 🙂