Jeg fandt og købte dette billede i lørdags fordi det bare gav mening – i hvert fald for mig. For jeg har været der flere gange, altså det med at være bange, men så gøre det alligevel.

For år tilbage sad jeg alene i min lejlighed og tudbrølede for tredje uge i træk. Og jeg blev lidt træt af mig selv. Min hjerte var gået itu, og der sad jeg og græd salte tårer over et forhold, der alligevel ikke ville holde på den lange bane. Jeg dyrkede min sorg, og havde snakket så meget og længe om den, at det skyggede for alt andet i mit liv. Så jeg tog en beslutning. Pudsede næsen og tørrede tårerne væk. Jeg havde gjort min lykke afhængig af et andet menneske, og nu var der bare mig. Så jeg tog et alvorligt kig på mig selv, og gav så mig selv en mental krammer. Istedet for at gokke mig selv i hovedet, så trængte jeg til noget kærlighed, og mest af alt fra mig selv.

Ingen forstod helt hvorfor det forhold aldrig gik – han var jo verdens rareste mand – men jeg kunne bare ikke være i det. Det gjorde også ondt, at andre ikke forstod det – endnu en grund til at tude – men jeg forstod det. Eller, jeg kunne ihvertfald mærke, at det var det rigtige, også selvom det gjorde ondt. Så jeg gav mig selv en krammer. Jeg ved ikke om det lyder helt gak i dine ører, men hvis man ikke engang kan give sig selv en krammer, hvem fa’en kan så.

Så jeg hankede op i mig selv. Ikke mere brok. Ikke mere tuderi. Videre. Men videre med hvad? Jeg begyndte en brainstorm på mig selv. Skrev alt det ned jeg kunne komme i tanke om, der gjorde mig glad og fyldte mig med god energi. En af de ting var sang. Hvis jeg kunne ønske mig et talent i denne verden, så skulle det være at kunne synge. Jeg elsker at synge. Elsker at høre andre synge. Er vild med musicals, koncerter og de mennesker, der tør stille sig op på en karaokebar og bare give den gas. Jeg er (næsten) ligeglad med hvordan det lyder. Det, der gør det for mig, er når de mennesker der stiller sig op bag den mikrofon giver sig fuldt ud. Er sig selv. Dyrker musikken. Sangen. Med lukkede øjne, store armbevægelser og bare er den sang de synger. Jeg er vild med det. Og jeg synes det er SÅ modigt.

Der er selvfølgelig lidt mere i det. For mig er det også enormt personligt sådan at stille sig op og “dele” sin stemme. På en eller anden måde synes jeg, at det er et meget privat udtryk at synge. Din stemme er jo lige så unik som dit DNA. Og det at kunne rumme sin stemme lige præcis som den er, og samtidig dele den, synes jeg er meget inspirerende.

Men ja. Ligeså fantastisk som jeg synes det er at synge, ligeså skræmmende var tanken også, at det skulle være mig selv bag den mikrofon. Omvendt kunne jeg også mærke, at jeg ville være virkelig træt af mig selv hvis jeg ikke bare prøvede. Livet er for kort til “hvad nu hvis…”.

Jeg havde længe gået og luret på en bestemt sanglæreinde, og modtog også hendes nyhedsbreve. Og lige pludselig kom der et nyhedsbrev, som mere eller mindre var en liste med alle de grunde til, at man burde kaste sig ud i sangen – også selvom man var lidt bange. Det var som om hun havde læst mine tanker.

Resultatet af min brainstorm session blev en ret pæn liste. Og alene det, at have skrevet listen gjorde mig i bedre humør, fordi jeg blev bevidst om alle de mange ting derude i verden, der faktisk fyldte mig med en masse god energi – det var blot at gøre noget ved det. Og sådan endte jeg i Gittes kyndige og kærlige sanglærinde-hænder.

Faktisk gik jeg på hendes sanghold i 2½ år, og det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det første hold fokuserede primært på sangteknik og de efterfølgende på solosang. Ja, solosang. Som i mig helt alene på scenen med en mikrofon i hånden.

Jeg glemmer aldrig første gang jeg skulle synge for sangholdet. Vi var blevet bedt om at synge en af vores yndlingssange – alene, uden mikrofon og uden musik – med sangholdet siddende i en halvmåne rundt om os som publikum. F**** jeg var nervøs. Jeg havde valgt ‘Giv mig skibene tilbage’ af Dodo and the Dodo’s. Ved ikke lige hvad jeg havde tænkt på, for den er mega svær at synge. Men der var ingen vej tilbage. Og så sang jeg. Med bævrende stemme og hjertet oppe i halsen. Selvfølgelig glemte jeg teksten halvvejs, men jeg gjorde det. Jeg sang min sang. Og ingen grinede. Og jeg var SÅ glad og stolt af mig selv. Pyt med hvordan det lød. Jeg havde gjort det, ville have mere. Jeg havde lyttet til mig selv og fulgt min mavefornemmelse. Var sprunget ud i noget jeg aldrig nogensinde før havde turdet. Og så klappede de. Og jeg kneb en tåre. Men en lykketåre. Den fede slags tåre. Den følelse glemmer sig simpelthen aldrig. Den bedste ever.

Min pointe – og opfordring: If it scares you, it might be a good thing to try…

🙂