Hjem til Århus – uh-åh
hjem til dig og Århus jaaaaaa

I kender godt sangen ik? Jeg øver mig på den hver dag. Altså ikke på at synge den, men mere på at føle den. Det der med at komme hjem til Århus. I sommeren 2015, efter 12 år på Nørrebro, sagde jeg nemlig farvel til min hyggelige lejlighed i hjertet af Nørrebro, og flyttede til Århus. Min udsigt til den mosaiske kirkegård (nej, det blev aldrig creepy – og hvor finder du eller SÅ stille naboer på Nørrebro!) og med Sankt Hans Torv lige rundt om hjørnet blev, fra den ene dag til den anden, skiftet ud med forstads Århus, rækkehus, legusterhæk, frugtræer og en helvedes masse ukrudt og flisepest.

Siden da, er jeg blevet spurgt mange gange om jeg føler mig hjemme i Århus, og jeg ved ærlig talt aldrig helt hvad jeg skal sige. Jeg vil jo ikke fornærme dem, der bor i Århus, for det er jo virkelig en dejlig by, og samtidig vil jeg heller ikke bekymre familien og veninderne tilbage i København. Så jeg svarer: “Tjo, jo, jaaaa….”. For hvad betyder det egentlig at føle sig hjemme?

Min allerførste lejlighed var en lille 2V’er på 36 m2, med bad i kælderen og vægge så tynde, at jeg kunne høre naboen snorke. Den lå lige overfor Nørrebroparken, og trods en adresse på indre Nørrebro havde jeg den skønneste udsigt til trætoppe og himmel. Da jeg fik Haddock (min hund) blev Nørrebroparken til mere end en dejlig udsigt, den blev også stedet hvor jeg fik mine første hunde-venner. Mennesker som jeg lærte ganske godt at kende i løbet af de mange timer vi tilbragte sammen mens vores hunde legede. Det blev til fredagsøl, grillaftner, hundesitning, søndage i Bernstorffparken og sågar en tur i IKEA. Mennesker som jeg nok aldrig havde lært at kende, havde det ikke været for Haddock, men som blev en del af hverdagen og gjorde det hyggeligt at komme hjem.

Jeg husker tydeligt hvordan mange spurgte om jeg ikke var nervøs for at lufte Haddock i Nørrebroparken om aftenen, men trods de lyssky typer, der dukkede op ved mørkets frembrud, så følte jeg mig aldrig utryg. Jeg var jo aldrig alene.

Jeg nåede at bo overfor Nørrebroparken i fem år. Det med bad i kælderen blev jeg vant til, og efter at jeg en iskold januar morgen fik låst mig selv ude på bagtrappen, kun iført badekåbe og sutsko, syede jeg en ekstranøgle fast i badekåbelommen, og låste aldrig mig selv ude igen.

Nørrebro har været mit hjem i sammenlagt 12 år. Jeg boede der mens jeg læste, alle mine år i rejsebranchen og da jeg sagde op og gik nye karriereveje. Det var der jeg forelskede mig, fik mit hjerte splittet i atomer, og forelskede mig igen. Jeg har grint og grædt, råbt og skreget, sunget, danset, festet, levet, vokset og fundet modet på Nørrebro.

Det gamle citat Home is where the heart is tror jeg bestemt taler sandt, men et hjem er også der hvor historierne bliver til. En meget stor del af min historie blev skrevet da jeg boede på Nørrebro. Jeg har ikke haft lyst til at lukke den bog, selvom jeg godt ved, at selvom den lukkes, så slutter historien jo ikke. Den fortsætter – bare et nyt sted. Så det handler nok om følelser. Om de følelser og den følelse jeg stadig får når jeg er i København og krydser Dronning Louises bro og triller ned af Nørrebrogade. Honey, I’m home.

Måske synes jeg bare, at det er lidt mere cool at sige, at man bor på Nørrebro end i forstads Århus. Haha… ja, jeg kan godt høre hvor åndssvagt det lyder. Men altså, skæbnen, kærligheden, kald det hvad du vil, bragte mig til Århus i stedet. Og når jeg siger bragte, så mener jeg det som i, at jeg med fuldt overlæg, fyldt med kærlighed, egen fri vilje og alt det der tog til Århus med de bedste intentioner om at gøre det til mit nye hjem. Så nu er jeg her, med verdens skønneste lille søn. Han vil sikkert synes, at Nørrebro er super cool, men lige nu er han en glad lille jyde-baby – ligesom hans far var – og det er også helt OK. Han er glad og har det godt, og vi har hinanden. Og måske føles det ikke helt som hjem endnu, men vi er ved at skabe noget godt her, så jeg tror bare, at jeg vil fortsætte med at øve mig på den sang:

Hjem til Århus – uh-åh
hjem til dig og Århus jaaaa
Jeg prøver bare på at ta’ mig sammen
til at komme hjem…